SARA SKAARUP lever i et dynamisk parforhold.

  • af

“At åbne sit forhold er personlig udvikling på speed”

Sara lever i et dynamisk parforhold. Det betyder, at det er okay at være seksuelt sammen med andre. De er gift på 17. år og har aldrig været på vej fra hinanden. Men med et nysgerrigt sind og “krudt i røven” har det traditionelle forhold ikke harmoneret for dem.


Hvem er du? Hvor kommer du fra?

Jeg er fra Vestjylland, hvor jeg er vokset op som den ældste af tre børn sammen med vores forældre. De var folkeskolelærere. Jeg har levet en meget tryg barndom. I mit voksne liv har jeg boet i København. Jeg har i dag en selvstændig biks med lidt af hvert, der primært handler om samliv og erotik.

Hvad er et åbent forhold?

Et åbent forhold er, når der er konsensus om, at det er okay at være seksuelt sammen med andre end hinanden. Det er en betegnelse som er meget bred. Jeg læste for nyligt om en skala, hvor den ene ende er et monogamt forhold – altså et helt lukket. Det er det almindelige eller gamle ideal. Efter det monogame ligger noget, man kalder monogamish. Det betyder, at parret ind imellem kan finde på at lave noget lidt udover det sædvanlige. Derefter kommer det, jeg selv lever i, som vi kalder et dynamisk forhold. Det ligger et sted mellem det traditionelle og det piv åbne. Det vil sige, at nogle gange er man åben, andre gange er man ikke. Det kan være, at man næsten altid er åben. Det kommer an på situationen i det fungerende parforhold. Er der overskud, eller trænger man til at bruge kræfterne hjemme? Det dynamiske forhold er altså en fleksibel størrelse. Herefter kommer det åbne parforhold, hvor parterne har lov til at have sex med andre end hinanden – sammen eller hver for sig. Yderst kommer det polyamorøse forhold, hvor man har decideret kærlighedsrelationer og seksuelle relationer – altså flere kærester.

Hvilken situation fik dig til at overveje et åbent forhold?

I cirka halvdelen af mit nuværende forhold har jeg levet med forskellige grader af åbenhed. Vi har været gift siden 2001, og første del af vores liv var ret almindeligt. Vi er begge nysgerrige mennesker. Da vi havde stiftet bo, fået uddannelse og vores første barn kunne jeg mærke, at jeg synes, der var mange andre spændende mennesker ude i verden. Jeg kunne ikke få det til at harmonere, for jeg havde den her lyst og nysgerrighed samtidig med, at jeg var meget glad for min mand. Jeg var aldrig på vej væk fra ham, men det hang ikke sammen. Jeg er vokset op med, at elsker du nogen nok, så er det nok i forhold til lyst. Det blev et emne, jeg var nødt til at bringe på bordet. Enten gik jeg bag om ryggen på ham og var utro, eller også måtte vi tale om vores aftale om, at det kun var os to…

Så du tog initiativet og lagde kortene på bordet?

Ja, det gjorde jeg. Jeg havde været på kursus, hvor jeg for første gang mødte nogle, som levede seksuelt anderledes. Jeg blev vildt fascineret af det. Jeg havde altid tænkt, at det var urealistisk. Men så mødte jeg det her par, som virkede fuldstændig almindelige og snakkede fornuftigt omkring det. Det resulterede i, at jeg gik hjem og lancerede en teoretisk diskussion…

Hvordan blev det modtaget?

Det blev en slags point of no return. Da han spurgte: ”Er det teori, eller er det også i praksis, det er interessant?”, svarede jeg med en klump i halsen: ”Det er i praksis”. Det blev sådan en aften, hvor der kom en masse ting på bordet. Der var både chok og en desillusion faktisk. Det romantiske ideal vi havde om, at vi var perfekte, det ramlede lidt. Vi kunne være gået fra hinanden, men vi kunne begge mærke, at det havde vi ikke lyst til. Der var nogle modstridende ting i mig, og jeg havde ikke nogen opskrift på, hvordan de skulle løses. Vi var nødt til at finde vores egen opskrift. Så vi kunne lave nogle holdbare aftaler uden at såre hinanden for meget. Det var lidt af et pionerjob, for der var ikke mange, der talte om det dengang – og dem jeg havde mødt boede langt væk.

Så I prøvede jer frem?

Ja, de næste par år handlede om prøvende skridt. Lave et lille eksperiment og hjem og tjekke ud hvordan det gik… ”Uh! Der blev du ked af det. Det gør jeg ikke mere”. Nyt eksperiment, hjem og tjekke osv. Det var learning by doing. Nogle gange var det rimelig hårde lektier.

Bliver man ikke jaloux?

Jeg har lige læst en undersøgelse om forskellige parforholdsformer, og hvordan folk har det i dem. Den viste, at der ikke er mere jalousi i åbne forhold end i lukkede forhold. Det er interessant. Jeg kender en del mennesker, som afstår fra at eksperimentere, fordi de er angste for at komme derhen, hvor de bliver jaloux. Fordi den følelse simpelthen er så grim. Man vil næsten hellere lægge låg på sig selv og gå glip af noget. Det er jo angsten for at miste. Nogle mister hinanden. Det sker, at folk knækker halsen på det her, men i sig selv er jalousi ikke farligt. Det er bare en følelse ligesom andre svære følelser. Hvis du tør at se trolden i øjnene, så er der en chance for, at du kan lære noget. Min strategi er, at enhver er primært ansvarlig for sin egen jalousi. Opstår den i et parforhold, er den svært at overkomme, hvis ikke ens partner er samarbejdsvillig, lydhør, empatisk og parat til at stoppe op, når det bliver for svært på den andens banehalvdel. På egen banehalvdel skal man kunne erkende: ”Det er min den her”. Man må tage ansvar og arbejde for det, så man ikke bliver destruktiv. At åbne sit forhold er personlig udvikling på speed.

Har I en form for regelsæt?

Ja. I starten havde vi mange regler, fordi vi gerne ville beskyttes. I dag er vi mere relaxed. Overordnet handler det om ærlighed. Men hvad vil det sige at være ærlig? Ærlig er jo ikke, at man skal gå og rapportere alting hele tiden. Det bliver man sindssyg af. Det er mere, hvis der sker noget, så skal man fortælle det. Vi har en aftale om, at vi ikke er sammen med nogle i vores nærmiljø. For det er frygtelig bøvlet – forældre nede i skolen f.eks. Det skal heller ikke foregå i en radius af børnene, for vi passer på dem. Og så sikker sex. Egentlig har vi en ret fast kreds af venner fra kurser. Det er dem, der minder mest om os.

Det er sindssygt vigtigt at overholde aftalerne. Alt hvad der sker, sker i et udvidet rum af tillid. Det er dén tillid, der skal bære jer igennem. Ligesom man kan få grimme oplevelser, så kan man også få overraskende smukke oplevelser – som man troede var umulige.

Hvordan har du det, når din mand er sammen med en anden?

Det er forskelligt fra gang til gang. For det meste ved jeg, hvem hun er. Jeg interesserer mig ikke for, hvad de laver, når de er sammen. Det eneste der interesserer mig er, hvad det gør ved ham. Hvordan har han det, når han kommer hjem? Er han drænet eller energisk? Kommer han drænet hjem, synes jeg sgu, det er lidt ærgerligt. Kommer han energisk hjem, er det jo et plus. Så er han glad, selvsikker og har mere overskud. Ikke bare seksuelt, men overskud han kan bruge på sit arbejde, mig, huset eller børnene – alt muligt. Når han kommer hjem, ser jeg efter, om han er tilstede. Er han nærværende, eller skal han lige ind og skrive SMS’er? Går han med tankerne på noget andet? Men det sker simpelthen aldrig. Det er super stærkt.

Jeg vil gerne vide, hvis han møder en, han synes, er mere spændende end mig. Det har jeg brug for at vide for at passe på mig selv. Det er ikke specielt rart at snakke om, men det har vi lovet hinanden – og det er aldrig sket. Hvor fedt er det ikke, at han kommer tilbage hver evig eneste gang. Selvom han kan gå alle andre steder hen? Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er hans number one, for han har aldrig givet mig tvivl.

Så det har virkelig tilført noget til jeres forhold?

Det har gjort, at andre ting der kan være svære at sige, har været mindre svære at sige. Selvom der er faldet nogle af de romantiske slør af os, så er det tilbageværende virkelig reelt. Der er ingen, der kan komme og afsløre mig for ufine tricks. Jeg er, hvad jeg er og har aldrig sagt andet. For mig er det ren afslapning. Jeg skal aldrig bekymre mig om, at jeg har en utro kæreste, for det ord findes ikke mellem os. På den anden side… hvis jeg oplevede, at min mand bevidst løj for mig, ville det være fatalt. Det ville måske svare til utroskab i et traditionelt forhold. Når vi giver hinanden de her udvidede beføjelser, er det vigtigt at overholde aftalerne.

I perioder lever vi monogamt. Hvis vi er i krise, har et sygt barn, for meget arbejde eller andre udfordringer. Så dur det ikke, at man scooter ud i byen for at opleve alt muligt skægt. Det er frihed under ansvar.

Så I tager udgangspunkt hinanden…

Vi er primære. Jeg håber, jeg skal blive gammel med min mand. Jeg er ikke sikker på, at vi skal leve på denne måde altid. I dag kan jeg se, at vi havde for meget krudt i røven i vores unge år. Det var surt, at der var en masse ting, man ikke måtte. Vi var ikke modne nok til bare at være med hinanden. Der var for meget, der var spændende…

Skal man være af en bestemt støbning for at være i et åbent forhold?

Ja, det tror jeg. Der er mange paralleller, der afgør det. Det har først og fremmest at gøre med ens forestilling om kærlighed. Hvad er kærlighed? Jeg møder mennesker, der ikke vil acceptere, at jeg betegner min familie som en rigtig familie – eller mit forhold som et kærlighedsforhold. De mener, jeg ødelægger det. For dem er monopolet kærlighed. Man kan sige, at det er en temperament- og opvækstsag. Er du udadvendt eller indadvendt? Hvilken form for tilknytning har du? Har du brug for meget tryghed eller frihed? Alle mennesker ligger et sted på disse skalaer – og de bevæger sig gennem livet. Det er hverken bedre eller nemmere at leve i et åbent forhold, det passer bare bedre til mig.

Hvordan fortæller man helt konkret sin kæreste, at man ønsker at leve i åbent forhold?

Start med at tale med andre der er gået samme vej. Der er mange, der bestiller en samtale hos mig for at få hjælp til at sige det – uden af smadre den anden fuldstændig. Jeg ved ikke hvem de lever sammen med. Men jeg ved at budskabet om, at vi skal åbne vores forhold, er en bombe i mange forhold. Mit udgangspunkt er, at man ikke skal sige noget, man ikke mener. Man skal vælge sin timing og gøre den anden så tryg som muligt. Et bud vil være at sige:

”Skat, du ved jeg elsker dig. Der er aldrig sket noget så fedt for mig, som de sidste syv år vi har haft sammen. Jeg vil gøre alt for, at vi to skal følges ad. Der er noget i mit hoved, som jeg er vildt bange for at fortælle dig, men det bliver ved med at komme tilbage. Det er stort og spændende – og jeg har holdt det tilbage i lang tid, men nu skal det simpelthen ud. Jeg kunne godt tænke mig, at vi prøver noget, som jeg aldrig har prøvet før. Som jeg er bange for, at du ikke kan lide… men jeg vil gerne snakke om, om vi kan gøre plads til, at vi kan være sammen med andre”

Man skal forsøge at give den anden en følelse af, at man ikke er på vej væk. Den anden vil typisk føle, at vedkommende ikke er god nok. Det er starten på enden. En hel masse dommedagsting. Invitér din kæreste med på rejsen, så det ikke bare handler om, at du skal ud og køre dig selv og dit ego af. Invitér den anden med i beslutningsprocessen.

Hvordan går man så i gang, efter snakken er taget?

Når man træder ud af det monogame, så synes jeg, det er en fin ting at gøre det sammen. Hvis man vil passe på sit parforhold, så er en nænsom måde, at man sammen inviterer nogle på besøg. For det første er man det stærkeste unit i spil, og for det andet ser man det, der foregår up-front. Det bliver en fælles oplevelse. Jeg anbefaler altid at tage babysteps. Det er dog sjældent det, folk gør. For der kan være rimelig meget tryk på kedlen, når man endelig får friheden… Folk spurter rundt i slikbutikken og vil opleve alt muligt. En anden god regel er, at komme ud og få en oplevelse – og så hjem og fordøje den. Ser man det fra et udviklingsperspektiv, handler det om at slippe nogle normer. Normer du måske har adopteret, uden det faktisk var din egen måde i livet. Det er i eftertænksomheden, at man finder ud af, om det er nice to have, need to have eller ikke noget for dig. Så kan du gå tilbage til square-one og sige: ”Been there, done that. Min kærlighed er monogam”. Eller man kan sige: ”Det føles faktisk rigtigt. Jeg tror, jeg vil gentage det, men på en anden måde”. Man kan skifte de brikker ud, som måske ikke passede.

Tre hurtige til Sara

SARA SKAARUP

Kort & Godt

Sara er 43 år, bor i København med sin mand og deres to drenge på otte og 13 år.
Sara kommer oprindelig fra Vestjylland, men har boet sit voksne liv i København. Her har hun læst på Universitet og er i dag Cand. Comm., journalist og sidenhen også sexolog. Sara lever af at rådgive, skrive artikler, bøger og holde foredrag. Alt med udgangspunkt i samliv og erotik.



Mere

Facebook:

SaraSkaarup


Website:

www.saraskaarup.dk

Bøger af Sara

Kærlighedskontrakten

Køb bogen her

En god app

I Bike CPH. Jeg har ingen retningssans, og her får jeg ruter.

En godt råd

Jeg interesserer mig meget for personligt mod, så mit råd er: “Prøv at være modig!” Hvad det vil sige? Det er dét øjeblik, hvor du opdager, at du prøver, at kamoflere eller filtrere det der skal siges – så du kan blive en mere spiselig udgave af dig selv. Overvej om du kan sige det, som det er.

Forbillede

Ester Perel, som er en amerikansk parterapeut. Hun skriver meget ærligt om dilemmaet med begær i lange parforhold, hvor kærlighed og seksuel lyst faktisk trives på helt forskellige niveauer. Hun skriver om det på en måde, hvor hun vover at være pioner. Dét inspirerer mig. Mennesker der gør det. Der stiller sig ned i managen.

Udgivet den 20. SEPTEMBER 2017